Fokus på Argentina som vinproducent

FRA KVANTITET TIL KVALITET - OG EN DANSKER MED I SPILLET


Argentina har i løbet af de seneste årtier flyttet fokus fra masseproduceret bordvin til kvalitetsrige, delikate vine, og det kan smages.

 

 

Indtil for godt 25 år siden producerede Argentina næsten udelukkende vin til eget forbrug. Der var tale om simpel bordvin, som ganske enkelt ikke var interessant for omverdenen, men i takt med en stor økonomisk krise i 1980’erne begyndte argentinerne at fokusere mere på kvalitet, med forhåbning om at kunne eksportere mere vin. Derfor har Argentina nu verdens femtestørste produktion af vin.

 

argentina 2

 

I skyggen af bjergene

Størstedelen af argentinsk vin dyrkes i den vestlige del af landet, der grænser op til bjergkæden Andes. Her er klimaet hovedsageligt tørt, nærmest ørkenlignende med et regnfald, der typisk ikke overstiger 250 millimeter om året; til sammenligning falder der årligt cirka 750 millimeter regn i Danmark. Det betyder, at vinavlerne er afhængige af kunstvanding, for den lille mængde regn gør ikke arbejdet alene. Vandet kommer fra Andesbjergene, når sneen smelter i takt med forårets indtog, og via kanalsystemer fra bjergene og helt ned i dalene kan man skaffe vand til vinmarkerne. Systemet blev allerede udviklet af det oprindelig folk tilbage i 1500-tallet, og da spanierne invaderede området, videreudviklede de systemerne. Kanalerne munder ud i kunstige søer, hvor vandet opbevares til senere brug.

De argentinske vinområder ligger generelt højt over havets overflade, og det er medvirkende til, at der i sommerhalvåret er meget varme dage med op til 40 grader, mens der om natten kan være ned mod 10 grader. De store temperaturudsving sikrer, at druerne modner og udvikler intense smagsaromaer om dagen, mens de kolde nætter præserverer druerne, som kom man dem i køleskabet. I øvrigt sikrer højderne og den lave fugtighed, at svampeinfektioner og insektangreb forekommer i meget lille grad, hvilket betyder, at vinavlerne sjældent behøver at anvende sprøjtegifte.

 

Mendoza er den suverænt største vinregion i Argentina med sine cirka 145.000 beplantede hektarer og mere end 75 procent af landets samlede produktion. Området er inddelt i 3 underregioner, Maipu, Lujan de Cuyo og Uco Valley, og disse er så igen inddelt i mindre områder, som man kender det fra eksempelvis Bourgogne i Frankrig. Uco Valley siges at lægge jord til nogle af de bedste vine fra Mendoza. Vinmarkerne i Mendoza, der ligger for foden af Andesbjergene, begynder ved 850 højdemeter og går i ekstremerne helt op til 1500 højdemeter. Andre vigtige regioner er San Juan, der ligger nord for Mendoza og er den næststørste region i Argentina.

 

Salta, der ligger endnu mere nordligt, er på vej frem og regnes af mange som en af de bedste regioner. Helt nede ved Patagonien, hvor klimaet er anderledes køligt og fugtigt, produceres der også vin i området Rio Negro. Også i Buenos Aires-provinsen på østkysten er vinproducenter begyndt at slå sig ned, og efter sigende viser den kystnære produktion gode resultater.

 

Franske druer

De gængse druesorter i Argentina er i høj grad bragt til fra Frankrig i takt med de franske vinfolks engagement i produktionen. Den dominerende drue, Argentinas stjerne, er malbec, der i Frankrig primært anvendes i Cahors. Cabernet sauvignon vinder mere og mere indpas, og flere vinmagere finder potentialet stort i denne kraftigere druesort sammenlignet med malbecs mere fløjlsbløde væsen. Den mindre agtede bonarda er ganske overraskende den næstmest plantede druesort, der primært anvendes til mere simple, let drikkelige vine, om end troen på dens potentiale vokser i disse år.

 

På hvidvinssiden benytter argentinerne sig af gængse internationale sorter såsom chardonnay og sauvignon blanc, men den mest interessante er sorten torrentes, der betragtes som argentinsk. Den har et slægtskab med muscat, hvilket kommer til udtryk i form af en tydelig aroma af blomster og modne ferskner. De bedste vine besidder denne aroma kombineret med en delikat syre og havbriselignende mineralitet. På blot 20-30 år har Argentina vendt produktionen til at dreje sig om kvalitet frem for bulkvin, og formentlig har vi kun set begyndelsen på landets potentiale. Nye marker bliver opdaget, og nye stokke plantes. Det særlige vejrlig giver en særlig karakter til vinene, som gør dem værd at gå efter.

 

argentina3

 

Dansk vinmager står bag en ægte kvalitetsvin

Denne vin kommer fra Bodega Noemia de Patagonia, der er beliggende i Rio Negro Valley – midt i stenørkenen – i det sydlige Argentina. Dalens microklima påvirkes af to floder, der begge har deres udspring i Andesbjergene; Neuquen og Limay, der munder ud i Rio Negro, som løber ud i Atlanterhavet. Rio Negro Valley er beliggende ca. 230 meter over havoverfladen. Rio Negro Valley er formet af en gletscher, som i dag har trukket sig tilbage op i Andesbjergene. Gletscheren forsyner stadigvæk Rio Negro Valley med smeltevand – og var det ikke for brugen af kunstvanding med dette smeltevand, ville intet kunne gro på disse golde jorder. Ved hjælp af hård beskæring, grøn høst samt meget kritisk håndsortering af de høstede druer, holdes udbyttet pr. hektar nede på et minimum, hvorved kvaliteten stiger markant.

 

Det er den italienske vinproducent Grevinde Noemi Marone Cinzano og den danske vinmager Hans Vinding-Diers (søn af Peter Vinding-Diers, Winemaker på Sicilien), der står bag vinene fra Bodega Noemia de Patagonia. Denne vin er produceret af 95% Malbec og 5% Merlot druer og har været lagret 9 måneder på henholdsvis franske egetræsfade (85%) og ståltanke (15%). Med vilje har man ikke filtreret vinen, som man normalt gør, idet man har ønsket at beholde dens naturlige dybe farve, fylde og duft. En ufiltreret vin danner naturligt depot (bundfald), hvilket normalt ikke giver nogen grund til klage, men blot viser, at det er ægte kvalitetsvin. Det er en utrolig elegant vin med dyb mørk rubinrød farve, kompleks duft af chokolade og røde frugter med toner af mineraler, mokka og et strejf af lakrids, fyldig og meget frugtig, fløjlsblød smag samt en lang og behagelig eftersmag. Denne velafbalancerede vin er særdeles velegnet til fugle- og dyrevildt, rødt kød, lam samt modne oste. Det er en vin, der med velbehag kan drikkes nu, men som samtidig har et godt henlægningspotentiale. Denne vin er kun produceret i begrænset mængde.

 

Vi håber I syntes det var spændende at læse med om Argentinas vine.

Se flere Argentinske vine 

 

Rigtig god fornøjelse

Alderskontrol
For at handle hos megavin.dk skal du være over 18 år.

Er du over 18 år gammel?